Vadum-piger til Demokratidag 2016

Demokratidag: Vi tog temperaturen på UngAalborgs Demokratidag 2016 i Aalborg Midtby. 600 elever fra kommunens 7. klasser blev udfordret til at tage stilling til emner som sociale medier og flygtningeproblematikken på historiske steder i byen.

Pigerne på bænken venter i Nordkrafts Kedelhal på dagens næstsidste post på Demokratidagen. Lærke, Sarah og Hannah fra 7.a på Vadum Skole bobler af humør, for dagen har været en god oplevelse for de tre Vadum-piger. Alene det at komme rundt på historiske steder i Aalborg.

"Det betyder noget, at man er ude i stedet for at sidde i klassen. Det er anderledes. Vi har set nye steder i Aalborg, for eksempel krypten i Budolfi Kirke, som vi troede var mørk og skummel, men den var faktisk lyst og hvidt," siger Hannah.

Klasserne skulle på skift besøge poster på historiske steder i Aalborg midtby. Posterne rundt om i Aalborg var bemandet af studerende fra Læreruddannelsen/ UCN, der også var ansvarlig for indholdet i samarbejde med UngAalborg. Et af dagens største indtryk fik Vadum-pigerne på Badehusvej, hvor et rollespil handlede om, at menneskerettigheder også gælder flygtninge.

"Det var et rollespil, hvor man sad i en rundkreds og fik forskellige roller. En var imam og kunne frede nogen. Der var også integrationsministre, en selvmordsbomber og flygtninge. Man skulle så gætte roller. Mens man sov, kunne man fx være blevet selvmordsbomber eller fredet af imamen," fortæller Lærke begejstret.

"Posten, der handlede om sociale medier, var også meget fin. Vi skulle forholde os til det, " forklarer Sarah og tilføjer, at hun har fået mest viden ud af posten i KULkælderen i Nordkraft, der handlede om "I krig for demokratiet" og blandt andet konsekvensen for ofre og flygtninge.

"Det er rigtig godt og spændende at høre om demokrati og politik. Jeg synes, at posten om flygtninge har været bedst, " siger Hannah og Lærke fortæller i forlængelse af det, at flygtningeproblematikken fylder meget på de sociale medier:

"Det popper op på Facebook, og så bliver man nysgerrig og tjekker det."

Tilmeld hold

Søg og tilmeld dig med app'en Tabulex Elev

Du kan stadig tilmelde dig via browser her

Spørgsmål

Har du spørgsmål eller en idé til et hold, så snak med kontaktpersonen på din skole eller ring til os.

Find kontaktperson her

Kontaktpersoner

Hovedkontor+45 93 52 09 00 UngAalborg kl. 8.30-15.00