Vild natur og vilde pister

Ski-interview: Hvad får unge til at tage fem dage til Bad Gastein i Østrig, lade sig transportere op ad et bjerg, spænde kunststof-brædder under fødderne og køre ned ad et sneklædt bjerg, bare for at køre op og ned igen? Christian og Daniel, der har været på skitur med UngAalborg flere gange, giver svarene, da vi møder dem på en café i Aalborg.

Skidrengene Christian og Daniel elsker bare Østrig.

"Det er unikt og smukt nede i Østrig. Første gang jeg var af sted, var jeg simpelthen chokeret over, hvordan det så ud. Jeg synes virkelig, at det var smukt. Jeg havde ikke sådan rigtig været på ferie før, så det var virkelig, virkelig vildt," siger Christian, og Daniel tilføjer:

"Bad Gastein er virkelig et kongeområde ned i Østrig. Det er fedt, for det er så stort, og der er så mange lifter."

"Det er godt for nybegyndere. Jeg startede her i 2010, hvor jeg var af sted på ski for første gang," siger Christian.

"Man skal selv gøre et stykke arbejde for at komme i gang, men så snart man kan basicting som at bremse, er man i gang. Man starter med at tage grøn piste, så den blå og så rykker man ellers op," fortæller Daniel.

Nordmand uden skitræning

"Det er lidt ironisk, for jeg har en far, der er nordmand, og jeg har aldrig været på skiferie. Det var vildt at komme af sted i så sen en alder. Jeg havde aldrig tidligere været af sted, for min familie har ikke været til det. Måske hænger det også sammen med, at min bror er kommet til skade på ski. Så det var sådan lidt udelukket," fortæller Christian, hvis bror brækkede nakken i en skiulykke, men stort set er frisk igen.

"Du er faktisk et meget godt eksempel på, at det handler om lysten til at stå på ski," siger vennen Daniel til Christian. "Nu er det er fem år siden, du lærte det. Og nu kører du jo hurtigere end os nu. Og du kan tricks: Der er lige et kæmpe hop, hvor vi andre tænker: arhhhh. Og inden vi når at tænke os om, så er Christian allerede ved at flyve over det," siger Daniel, der har stået på ski hele livet.

Østrigs natur slå ski og piger

Det er ikke kun ski, der fylder på skituren. Det sociale er en vigtig brik.

"Når man er færdig med at stå på ski, er der ikke noget, der er federe end at hygge sig på værelset eller at gå over og købe noget slik," siger Christian. Så er der tid til at hygge sig, men der er også arrangementer efter ski. Det kan for eksempel være at slå katten af tønden på "røv kælk" og køre kælkerace. Det er fast tradition på skiturene til Østrig. Der er også en aften til wellness i Felsen Bad og aftener til at kysse på værelserne, holde i hånd eller spille kort.

Selvom pigerne gør indtryk på drengene, så er det naturen, der har gjort størst indtryk.

"Man tror, det er løgn, når man står og ser op ad et bjerg. Om aftenen så kan man næsten ikke se himlen, fordi bjergene rækker ind og dækker for synet. Det ser mega fedt ud. Jeg har været i Østrig om sommeren og set bjergene, men det er bare noget helt andet om vinteren, når det er sneklædt. I år var der blå himmel, så man kunne virkelig se alt. Man føler, at man står midt i et postkort. Det er så flot," siger Daniel drømmende.

Spørgsmål

Har du spørgsmål eller en idé til et hold, så snak med kontaktpersonen på din skole eller ring til os.

Find kontaktperson her

Kontaktpersoner

Hovedkontor+45 93 52 09 00 UngAalborg kl. 8.30-15.00